Konceptkunst handler om idéen, om konceptet. Idéen er er vigtigere end selve det at udføre, konstruere eller male selve værket. Det at have et færdigt fysisk værk kan faktisk være fuldstændig uinteressant.
"In conceptual art the idea or concept is the most important aspect of the work... all planning and decisions are made beforehand and the execution is a perfunctory affair. The idea becomes the machine that makes the art."
Sol LeWitt (American, 1928-2007), in "Paragraphs on Conceptual Art", Artforum, 1967.
"If you like conceptual art think about honking."
Bumper sticker, c. 1977
I 2007 begik Kit to konceptkunst-udstillinger, nemlig hhv. 'Så mange navne' (februar) og 'Fritsvævende umuligheder' (oktober). Se nedenfor. Som sædvanlig kan man klikke på et billede, og så popper det op i den fulde udgave. Vil man tilbage til oversigten, giver man 'Galleri' oppe for oven på siden et venligt klik.
På udstillingen 'Så mange navne' havde Kit hængt 20 A4-ark op. Fire rækker med fem ark i hver række, hvert ark sat i væggen med to messingsøm. På hvert ark var en den beskrivelse af, hvordan en udstilling med titlen 'Så mange navne' kunne se ud. Det kunne man så læse, og på den måde faktisk få hele 20 forskellige udstillinger med sig hjem. Rendyrket konceptkunst.
På udstillingen 'Fritsvævende umuligheder' havde Kit lavet et værk, der havde titlen 'Fritsvævende muligheder', som var en model af det rum, hvor udstillingen fandt sted. Modellen var en mini-udgave af rummet, konstrueret af hvidt model-pap påklistret fotos af rummet på alle sider. Det var fotos af rummet, som det så ud under udstillingen: Inde i selve rummet, nede fra kælderen, ude fra husets forside og bagside (konkret en byggeplads) og inde fra naboen (Charlottes udstilling). Modellen var hængt op med 4 hvide snore ude fra siden af rummet/loftet, og selve modellen hang i hovedhøjde (for de fleste). Desuden stod der i vindueskarmen en lille plastik-model af Klokkeblomst, og hun var naturligvis også med på billedet af vindueskarmen i modellen.
Det handlede bl.a. om, at hvis man nu står og kigger på en model af et rum og opdager, at det er præcist det rum, man selv står i lige nu… og hvis denne model er spændt fast oppe i loftet… hvad så egentlig med det rum, man selv står i? Hænger det også fast et eller andet sted – og hvor er dét så? Ude i luften, ude i verdensrummet? Og hvor stor er man så lige selv? Og vi ved jo godt, hvad Klokkeblomst sædvanligvis kan få folk til... Poetisk konceptkunst, var der én, der kaldte det.
|
