Maleri

Herunder finder du de udstillinger, hvor jeg udelukkende har udstillet malerier. Der indgår også maleri i udstillingerne Råd og Lost and found, og billeder fra de udstillinger findes i den blandede kategori. Der var også malerier med på udstillingen Moderate katastrofer, som kan findes under Installation & skulptur.

Oversigten er kronologisk baglæns og i udvalg.


Kit Kjølhedes malerier er pop art classic. Hun arbejder konceptuelt og idébaseret og med en stor interesse for kommunikation og at undersøge sammenhænge. Hun elsker at lege med ordene og sprogets flertydighed.

Hun sampler lystigt alt fra tegneseriereferencer over sangtekster til logoer i en malerisk og tegnet forening, der ofte udstikker referencer til hendes rejser og mange år i udlandet.


Art Beyond Boundaries

Sundbyberg Kulturhus, Stockholm (2016).

I august 2016 var jeg inviteret til at deltage i en to uger lang ‘kunstner camp’ med kolleger fra Indien, Italien, Spanien, Grækenland, Sverige og Danmark.

Vi spiste og boede sammen, vi arbejdede side om side, vi tog ud til fælles kulturelle oplevelser, og vi udvekslede erfaringer. Opholdet blev afsluttet med en fælles udstilling i kulturhuset.


SOLO

Galleri ØckenLund, København (2013). Soloudstilling.

SOLO var et eksperiment med at udstille. I kunstverdenen er det et evigt problem, at mange mennesker ikke kommer indenfor i gallerierne. Måske er man bange for, at man skal købe noget. Eller at man skal sige noget klogt om kunsten.

På SOLO var kunstner og gallerist i fællesskab blevet enige om en udstilling, hvor ikke blot kunstneren udstillede solo, men gæsterne kunne også være alene i galleriet, da galleriet var ubemandet. Af indlysende årsager er de præcise resultater af eksperimentet uklare.

SOLO –  Galleri ØckenLund – pressemeddelelse


ENJOY

Galleri ØckenLund, København (2013).

Gruppeudstilling med Martin Christensen, Merete Diness, Winnie Strøm Schildknecht og Lisa Strøander.


Go West – Country & Cowboys

Venø Galleri, Venø (2013).

Gruppeudstilling med blandt andre Jette Ellegaard, Frans Jacobi, Mette Kit Jensen, Søren Taaning og udstillingens initiativtager, Lisbeth Hermansen.


Skønt stormen raser

Brøndsalen, Frederiksberg (2010).

Gruppeudstilling med blandt andre Anne Lorenzen, Gunilla Larborn, Grethe Nissen, Irene Kejser, Søren Andersen, Jette Dalsgaard, Bjørn Ignatius Øckenholt og Henny Lund.

Kuratorerne havde sat udstillerne sammen to og to. Kit Kjølhede og Anne Lorenzen var sat sammen og valgte et meget konkret samarbejde: De to øverste malerier på oversigtbilledet er fra Annes egen hånd, de to nederste er Kits, og de to midterste er udarbejdet i fællesskab og blev sendt frem og tilbage, indtil de blev erklæret færdige.


Ophøjet uro

Helligaandshuset, København (2010).

Gruppeudstilling med kunstnernetværket Udgangspunkt.


RETRO POSCA TUSCH SPEKTIV

Galleri ØckenLund, København (2009). Soloudstilling.

Udstillingens titel kom af to ting:

Dels forekom det kunstneren, at der var gået mode i at have en retrospektiv udstillingen, så sådan én måtte hun naturligvis have – og inden hun senere samme år skulle forcere et rundt hjørne. Dels er der brugt posca tusch på samtlige værker.

Og så er det en god tongue twister. Stafet, stakit, stativ.

RETRO POSCA TUSCH SPEKTIV – Galleri ØckenLund – Pressemeddelelse

RETRO POSCA TUSCH SPEKTIV – Galleri ØckenLund – Presseopfølgningsmeddelelse


Bestillinger

Jeg tager gerne imod bestillinger – med den ikke uvæsentlige betingelse, at jeg får frie hænder. I hvert fald når det gælder malerier (jeg har også lavet enkelte SPAM-broderi-bestillinger, hvor teksten – og dermed værket – er givet på forhånd).

Jeg har gode erfaringer med at lave personlige malerier, hvor jeg tager udgangspunkt i opdragsgivers historie. Eksempelvis har jeg lavet et stort maleri til en kendt offentlig person og dennes hustru. Vi havde flere samtaler, og fra disse kom jeg med forslag til motiver, hvor de så valgte nogle fra og nogle til. Deres ønske var at have et maleri, som for dem var meget personligt, og som samtidigt kunne danne udgangspunkt for samtaler med husets gæster. Kun ejerne (og jeg) kender betydningen af hvert enkelt motiv, og derfor kan ejerne fortælle mere eller mindre til om de forskellige motiver – som de nu ønsker at åbne for de pågældende gæster.

Jeg har også arbejdet med malerier til firmaer ud fra virksomhedens strategi, branche og målsætninger.

Herunder er nogle blandede eksempler:

Hvordan?

Hvis du/I ønsker et maleri, foreslår jeg følgende fremgangsmåde: Vi mødes og taler om ønsker – herunder størrelse og mulig motivkreds. Når jeg har vendt skråen på vores samtale, kommer jeg med et idé-oplæg. Efter jeres godkendelse og eventuelle tilretning/tilføjelser, har jeg kunstnerisk frihed ud fra det aftale til at arbejde på det endelig resultat. Vi aftaler naturligvis også et estimeret budget og en tidsfrist. Er det noget for jer, så kontakt mig gerne.


Rul til toppen