You know you want it


I januar 2017 fik jeg lov at boltre mig på 250 m2 hos Ignatius.dk i København NV (fra 7.-22. januar).

Udstillingen blev en ‘tour de Kit’ med både tidligere og helt nye værker repræsenteret. Udstillingen blev også en ‘klassisk Kit’ i den forstand, at jeg brugte de mange kvadratmeter til at undersøge, hvad det egentlig er, vi mennesker vil have og stræber efter. Hvad er det, der gør os lykkelige? Det søger vi alle efter … you know you want it.

Min tese er, at vi alle “bare” ønsker at være lykkelige, men at vores veje dertil er forskellige. Udstillingen dykkede ned i 10 mulige veje, der blev vist som 10 forskellige zoner, og der var mulighed for at ‘exit through the gift shop’.

Udstillingen blev passende skudt i gang med både taler (af Bjørn Ignatius Øckenholt og af undertegnede) samt en – så vidt vides – verdenspremiere på en HAPPY-NING. Klik her for at se video fra åbningen (åbner i YouTube).


De 10 zoner – eller bud på lykken – var: Stuff, Luck, Money, Carpe Diem, Fame, Love, Glory, Clarity, Health, Recognition. Og ‘naturligvis’ kunne lykken købes i gavebutikken, som man kom igennem som det sidste.

Det skal siges, at der fra kunstnerens side ikke er nogen rigtige eller forkerte bud. De 10 bud på lykken kan i stedet ses som observationer af adfærd, men må også gerne bruges som input og opfordring til at overveje egne bud på lykken.

Herunder ses fotos fra de forskellige zoner.


The STUFF zone / ting

Kan man købe sig til lykken? Det er, som om vi tror, at når vi bare lige har fået købt den bil, vi drømmer om, SÅ bliver vi lykkelige. Eller det hus. Eller det ur. Eller den Kähler-vase. Eller eller eller …?

Der er også en interessant psykologi i, at hvis noget er svært tilgængeligt, tillægger vi det automatisk større værdi. Hvis er kun findes få eller ét eksemplar af en ting, så bliver den attraktiv. Derfor satte jeg naturligvis ét ‘happiness krus’ til salg i STUFF-zonen til en høj, høj pris. Det var først, når man kom ud i butikken, at man kunne se, at det samme krus kunne købes til en brøkdel af prisen …

En stor mængde malerier, som alle har motiver fra den virkelige verden, ikke mindst forbrugsverden, primært i form af logoer og markedsføringstekst. Dertil et helt særligt HAPPINESS-krus.


The LUCK zone / held

“Når jeg vinder i Lotto, så …”. Mange kender tanken om, at den dag, man vinder i Lotto, så … ja, hvad så? Så siger man sit gode job op, rejser jorden rundt og lever lykkeligt i materiel overflod til sin dages ende?

Undersøgelser viser, at mange, der vinder den helt store gevinst, faktisk ikke gør det, de ellers troede, de måske drømte om. Man køber måske en større bil eller et større hus. Men mange beholder deres gode job og nævner måske ikke engang gevinsten for nogen. Og bliver ved med at spille … Måske behøver vi slet ikke at vinde i Lotto for at finde lykken. Men drømmen lever …

Malerier med tekster fra et svensk hhv. et amerikanske lotteri. Et uskrabet skrabelod i glas og ramme. Malerier med kinesiske katte, som symboliserer og skal tiltrække økonomisk held.


The MONEY zone / penge

Penge, penge, penge. Det er velkendt, at det ikke er sjovt at have for få at dem. Men ligger lykken i at have mange penge? Det virker i hvert fald, som om mange tror, at penge er svaret på lykken. Man stræber efter at blive velhavende, og penge er et omdrejningspunkt for mangt og meget. Rige mænd er statistisk meget mere eftertragtede en mænd uden penge – uden hensyn til øvrige egenskaber. Der er skrevet sange om penge, historier om penge, og i mange gode krimier (og sikkert også i virkeligheden) er ‘penge’ motivet.

Malerier med tekster fra kendte sange, der handler om penge. Der er valgt sange fra fem forskellige årtier. Dertil en modificeret ready-made med titlen “Golddigger”.


The CARPE DIEM zone / lev i nuet

Nogen vil mene, at lykken ligger i at leve her og nu. Alle de eventuelle penge, vi måtte have, gør os intet godt, den dag vi skal dø. Så hvorfor stræbe efter det? Hvorfor ikke stræbe efter at lave livet fuldt ud, som var hver dag den sidste. Spise dessert før forret. Spise isen, før den smelter. Nyde livet.

Malerier af karameller (pak karamellerne ud). Fotos af smeltende is (spis isen, før den smelter). Broderi med teksten “Man skal nyde, før man kan yde”.


The FAME zone / berømmelse

Mange synes at mene, at berømmelse er svaret på lykken. Så snart man har likes nok. Følgere nok. Er kendt nok. Så ‘er man noget/nogen’, og SÅ er man lykkelig.

Malerier med tekst fra en kendt 80’er-sang. En guldramme med teksten “#worldsmostfamousperson”, hvor man selv kunne stille sig bag rammen og dermed bliver denne person. Forsiden fra en fiktiv udgave af TIME Magazine – for mange er den ultimative berømmelse at komme på forsiden af dette blad, så derfor måtte kunstneren selvsagt på forsiden i forbindelse med udstillingen.


The LOVE zone / kærlighed

Kærlighed, åh kærlighed. Er der noget, der er mere beskrevet, besunget, begrædt, begæret, beundret? For mange er drømmen om den store kærlighed svaret på lykken. Mange italesætter ligefrem, at de ikke kan blive lykkelige, før de har fundet kærligheden. Andre bliver i forhold, hvor de ikke er lykkelige, fordi det trods alt er bedre at være sammen med nogen end at være alene. Fordi tosomheden er idealiseret?

Mange er utålmodige og kan ikke vente på, at kærligheden finder én. Og rækker derfor selv ud efter kærligheden. Stiller op til ‘Gift ved første blik’. Bruger nettet. Annoncerer efter kærligheden og den rette.

SPAM-broderier med kærlige ord. Avisudklip med efterlysninger af svunden kærlighed. Et optaget bollerum. Og ikke mindst videoer med fem forskellige kvinder, som søger kærligheden og beskriver deres ønsker til en kommende partner.


Find kærligheden – still-billeder fra videoen

Se videoen og de fem dating-profiler her

En kæmpestor tak til skuespiller Michelle Bercon for at være med på idéen og spille kvinderne så overbevisende!


The GLORY zone / hæder

Hvis man er den bedste, SÅ er man lykkelig! Sejrens sødme. At vinde og være nummer et!

En skammel, hvor der kun er plads til vinderen. En vindermedalje. Og 12-tals-piger – navnene er taget fra artikler om piger, der er såkaldte 12-tals-piger, og som fortæller om de menneskelige konsekvenser, som presset om at skulle være den bedste, har.


The CLARITY zone / klarsyn

Kan man finde lykken, hvis man ‘ser’ klart nok? Via yoga og meditation? Finde ind til en universel sandhed og ‘bare være’. Ser man sig selv klart (og er det lykken), eller er der noget, der skygger for ens selvbillede?

Et maleri, som er malet i de syv chakra-farver fra bund til top, men hvor primært det øverste lag til sidst er synligt sammen med symbolet for dette niveau. Tre ens skyformede spejle; det ene blankt og klart, det andet dækket med vat, det tredje dækket med glimmer (sky-formen valgt ud fra det engelske udtryk: To have my head in the clouds). Tegninger, som skal illudere ‘synstest’, som vi kender dem fra optikeren – hver tegning har ét ord, som ved dette simple greb bliver svære at læse.


The HEALTH zone / helbred

Når man er sund og rask, tænker man ikke på helbredet. Men er man syg, tænker man tit ikke på andet end at blive rask. Så er dét at blive og være rask, svaret på lykken. Mange drømmer om at blive 100 år. Landets 100 års-fødselarer får sågar personligt brev fra dronningen. I forbindelse med corona blev det af landets statsminister udråbt til at være en ‘tragedie’, når nogen dør. Et langt, sundt og godt liv sidestilles derfor ofte med lykken. Dét vi stræber efter.

En akvarel med 365 æbler inspireret af talemåden “An apple a day keeps the doctor away”. Et maleri med teksten ‘100% normal’. Et brev fra Kong Christian XI i anledning af kunstnerens 100 års fødselsdag i 2069 og omtale i Berlingske i anledning af samme fødselsdag.


The RECOGNITION zone / anerkendelse

Det er afgørende for os som mennesker, at vi føler os set og anerkendt. Ligger lykken derfor i denne anerkendelse, og er det dén, vi stræber efter, når vi gør os umage med noget? Når vi smukkeserer os, når vi gør noget godt for andre, når vi kæmper for at komme i mål med noget eller for at imponere nogen?

En overflod af rosende ord og komplimenter, som tegning, tryk og maleri.


So tell me what you want …

Efter de 10 zoner endte man ved denne opfordring – og en om væg, hvorpå man som gæst kunne skrive, hvad det er, man selv ønsker sig.


Exit through the gift shop

Udstillingens sidste stop var en mindre butik, hvor man kunne investere i lykken på forskellig vis: postkort, krus og T-shirt. Derudover diverse venlige ord og komplimenter til almindelig glædesspredning.


Rul til toppen